Hvem er vi
Efterår og vinter 2025/2026
Sommeren er forbi, og vi går mod efterår og vinter. September’s himmel var ganske blå, og vi, der bor her hver dag, nyder den snigende ro efter endnu en højsæson.
Der har været travlt på Mumm, og vi kan glæde os over endnu et forrygende år. Tak til alle, der har lagt vejen forbi. Det har været en fornøjelse at betjene og servicere hver og en.
Effekten af de opdaterede lagerfaciliteter i starten af 2025 har været fantastisk. En stor berigelse for os alle sammen. Flowet og logistikken har aldrig fungeret bedre.
Jeg vil benytte lejligheden til at takke de dygtige håndværkere, der stod os bi hele vejen:
Snedkermester Edmund Rasmussen, og Freddy:
Tagkonstruktion, kvist, tagrender, hylder, og meget mere!
Murer Rasmus Greve, Erik og Jørgen:
Indvendig opmuring, fjernelse af bar, gulve, tag-lægning. Og meget mere.
SR-Electric – Søren m.fl.:
Ny belysning i køkken og på lageret.
Malermester Per Helmann:
Loftsspartling og maling af samme i køkkenet, levering af maling og udstyr mm.
Anders Jørgensen&Sønner:
Levering af container, og bortskaffelse af alt for meget ophobet ’ragelse’ gennem mange år…
Aktuelt:
Sensommeren og efteråret går med at renovere vinduerne i restauranten. Efter alle kunstens regler, er de gamle blevet udbedret, og skal males i starten af oktober. En (også) tiltrængt opdatering. Alle vinduer kan nu åbnes både oppe og nede 😊 Arbejdet er udført af Snedkermester Rasmussen og maler Per Helmann.
Salg af Mumm
Restauranten er i 2024 sat til salg for kr. 6.5 millioner. Det er stadig aktuelt. Men som det også er oplyst – og hugget i sten – kører vi helt som vi plejer indtil en køber måtte melde sig. Alle spørgsmål vedr. salget/købet kan rettes til Pia på tlf. 29 84 95 04.