Om os



Meget er under forandring. I verden. Og på Mumm.
Efterår/vinter 2022-2023
De seneste år har Mumm gennemført en opdatering af restauranten, køkkenet og ´systemerne´, og i 2021 gik vi bogstaveligt talt direkte fra stenalderen og ind i det 21. århundrede.
Nye kassefunktioner og det elektroniske bookingsystem har været meget effektive, og det er vort indtryk, at I som gæster har taget godt imod at booke online. Tak for det!
Bæredygtighed, miljø og trivsel på arbejdspladsen er mere end nogensinde et tema vi fokuserer på.I en branche der er stormet frem op til og efter corona-krisen, har vi ofte ’asfalteret vejen mens vi kørte’. Hurtige beslutninger, hurtige handlinger, mindre omtanke. Udfordrende for medarbejderne, og slidsomt for materiellet.
Vi har klaret det meste, og har noget tilbage at ønske.
Det er for første gang i 10 år besluttet, at holde en længere vinterpause, hvilket betyder, at der er lukket fra 18. december til 28. februar.
Pausen skal bruges på at rekruttere medarbejdere, og at adressere og implementere yderligere bæredygtige tilbud på menukortet.
Rekruttering har også på Mumm været en udfordring, så vi vil gerne gøre os endnu mere attraktive udi at tilbyde et interessant og velordnet arbejdsliv på de bedst mulige vilkår. Vi vil bryde med tendensen, at restaurationsbranchen ikke er værd at søge ind i. Vi er naturligvis ikke enige, men til gengæld opmærksomme på hvorfor, og hvordan vi kan ændre og tilpasse os.
Bæredygtige og klimavenlige retter på menuen kommer vi ikke udenom. Så også her vil vi optimere og forbedre udvalget.
Vi håber at kunne berette mere om dette i foråret 2023.
Ærlighed og løsninger
Det faste team året rundt består af kok og køkkenchef Kim Jensen, cater Anne Nordberg, restaurationschef Polly Martin og indehaver Pia Fuglsang.
I højsæsonen fra maj til oktober er teamet beriget med yderligere 12-15 medarbejdere fordelt i køkken, servering, opvask og rengøring. Vi glæder os hvert år til at ´samle familien’, når de unge kommer hjem til øen og giver en hånd med.
Det er af største vigtighed at opretholde et fællesskab på kryds og tværs mellem alle medarbejdere. Vi servicerer ikke kun vore gæster, men i lige så høj grad hinanden. Mottoet er til enhver tid: Ærlighed og løsninger! Ærlighed og løsninger.
Vi har altid hinandens ryg, og gør gerne en dyd af det.
All year team



Kim Jensen
Køkkenschef
Køkkenchef Kim ´Kok´Jensen, 28 år.
Ansat på Mumm siden juni 2020. Uddannet kok i 2014. Har arbejdet på Ærø som kok forskellige steder indtil 2019, hvor han drog til Amsterdam og fik arbejde på en Michelin-restaurant, og som manager på en café. En dygtig og ´garvet´ 28-årig, som sikrer, at Mumm holder på og respekterer traditionerne, men som også i høj grad bidrager til nye anretninger og tiltag. Som køkkenchef løfter Kim de helt store opgaver – som kok, coach og inspirator. Og ikke mindst disponering af indkøb, lagerstyring, egenkontrol og ferskvare-håndtering.


Stillingen er ledig! Send os dit cv på info@mummaeroe.dk.


Anne Nordberg
Kok og cater
Kok og cater Anne Nordberg, 63 år.
Ansat på Mumm siden 2014. Købte i 2012 et landsted i Voderup, og flyttede til øen. Anne har været ansat som grafiker på Børsen i København i 25 år, men har brugt lidt af fritiden på at arbejde i restaurationsbranchen. Praktisk som Anne er, kan hun indgå i alle typer af arbejde. Har istandsat flere huse, og senest gården i Voderup. I køkkenet er hun aktiv i alle forberedelser, og har overblikket over bon´er og anretninger i aften a la carten. Anne ved stort set alt om mad, har sans for den gode smag, og blik for detaljerne.


Pia Fuglsang
Indehaver
Indehaver Pia Fuglsang, 56 år.
Startede som tjener på Mumm i 2012, under sit bachelorstudie i filosofi på SDU, og var bosat i Svendborg. Købte stedet i 2017, og fik årene inden et godt indblik i driften under den tidligere ejer. Det lå ikke i kortene, at filosofi-studiet skulle føre til et restauratør-job. Men sådan blev det. Adspurgt, hvad studiet så kunne bruges til er svaret: ’ALT! Bruger det hver dag’. Tidligere var Pia ansat i den grafiske branche som sælger, indkøber og projektleder, og en årrække som kreativ blæksprutte på et erhvervstidsskrift. Et kuriosum er, at Pia´s bedsteforældre på begge sider drev restaurant og hotel i Ærøskøbing. "På fars side var det oldefar Michael, der startede Landbogården tilbage i 1919, mens mormor Birthe og morfar Andreas Groth-Rasmussen drev Hotel Harmonien fra 1942 til 1965. Krøllen på halen er, at farbror Keld Fuglsang drev Mumm fra 1991 til 2004."


Gårdhaven
Haven er en stor attraktion på Mumm, og lægger scene til dejlige mad- og sommerstunder på Ærø.
Den er ikke overdækket eller opvarmet, så det er vejrguderne der bestemmer.
Er de med os – guderne - og har du bestilt bord i god tid, kan du være så godt som sikker på en plads. Det er først til mølle!
Indgangen til haven er en oplevelse i sig selv. Gå ikke glip af det store vægmaleri i porten, begået af kunstner Trine Sørensen, der har trådt sine barnesko i Ærøskøbing. Motivet fortæller med varme og humor mange historier om livet og årets gang i byen.
Vi er utroligt stolte af dette fantastiske og farverige skilderi, der skaber en helt speciel sydlandsk stemning.
Råvarer og forbrug
Vi gør, hvad vi kan for at bruge og støtte lokale producenter. Vi anvender økologiske, bæredygtige og danske produkter i videst muligt omfang, og arbejder på at minimere vores miljø-spor. Det betyder fokus på mindre forbrug af CO2-belastende fødevarer, og dermed flere og bedre vegetar- og veganske retter. Vores usprøjtede og fine urtehave bagest på matriklen forsyner køkkenet med mange gode krydderurter, og den bliver flittigt passet året rundt.